Katolikker mener, at traditionen er lige så vigtig som Bibelen, og denne forståelse giver mening, når vi ser på, hvordan Bibelen selv blev til. I kirkens tidlige år havde kristne ikke hele Det Nye Testamente, og det, der holdt Jesu lære i live, var den mundtlige tradition, der blev videregivet fra generation til generation. Den første bog i Det Nye Testamente, Paulus' første brev til tessalonikerne, blev skrevet omkring år 50 e.Kr., ca. 20 år efter Kristi opstandelse.
I denne periode blev Jesu lære overleveret gennem apostlenes forkyndelse og de kristne fællesskaber. Traditionen spillede en afgørende rolle i denne proces. Selv efter at Det Nye Testamentes bøger var blevet skrevet, gik der flere århundreder, før Kirken officielt fastslog, hvilke tekster der skulle inkluderes i Bibelen. Bibelens kanon blev først afsluttet i slutningen af det 4. århundrede, ved synoden i Kartago i år 397. Indtil da blev troen primært levet og undervist gennem traditionen, med apostlene og deres efterfølgere, der bevarede og overleverede Kristi lære.
Breve i Det Nye Testamente, såsom Paulus', Peters og Johannes' breve, blev skrevet med meget specifikke formål: at vejlede, rette og styrke de kristne fællesskaber. Disse breve var ikke oprindeligt tænkt som en del af Bibelen; de blev læst i kirkerne for at opmuntre kristne og hjælpe dem med at leve i overensstemmelse med evangeliet. Først senere gennem traditionen blev det bestemt, hvilke af disse skrifter var inspireret af Gud og skulle indgå i Skriften.
At sige, at "traditionen er lige så vigtig som Bibelen," betyder at anerkende, at uden traditionen ville vi ikke have Bibelen, som vi kender den. Det var traditionen, der bevarede Kristi lære i de første århundreder, og det var gennem den, at Kirken kunne identificere, hvilke bøger der hørte til Det Nye Testamente. Derudover hjælper traditionen os med at fortolke Bibelen korrekt. Uden den kunne enhver person fortolke Bibelen forskelligt, hvilket ville føre til forvirring og splittelse.
Et klart eksempel på dette er nadveren. Den katolske tro på, at brødet og vinen bliver til Kristi legeme og blod, er forankret både i Bibelens ord og i Kirkens praksis siden apostlenes tid. Traditionen har gennem århundreder hjulpet Kirken med at forstå og leve denne virkelighed dybere og bevaret den lære, som Jesus gav videre under den sidste nadver.
Derfor er traditionen for katolikker lige så vigtig som Bibelen, fordi begge stammer fra samme kilde: Gud. De går hånd i hånd, supplerer hinanden og er uundværlige for Kirkens liv og tro. Traditionen er levende, vejledt af Helligånden, og sikrer, at Kristi budskab fortsat forstås og leves fuldt ud gennem århundrederne.
Tradition og Bibelen: Komplementære veje
Katolikker mener, at traditionen er lige så vigtig som Bibelen, fordi begge stammer fra Gud og supplerer hinanden. Traditionen bevarede og videreførte Jesu lære før Det Nye Testamentes fuldendelse.
En Frugt af Traditionen
Bibelen, som vi kender den, blev først defineret i det 4. århundrede, da Kirken gennem traditionen fastslog, hvilke skrifter der var inspireret af Gud. Traditionen bevarede Kristi lære indtil kanonen blev etableret.
Tradition: En guide til Bibelfortolkning
Traditionen hjælper med at fortolke Bibelen og sikrer troens enhed. Uden den kunne individuelle fortolkninger føre til splittelser.
-
2 Thessalonikerbrev 2,15 – "Hold fast ved traditionerne" fremhæver vigtigheden af den mundtlige overlevering.
-
Johannes 21,25 – "Ikke alt er skrevet ned" minder om, at Jesu lære går ud over Skriften.
-
1 Korintherbrev 11,2 – "Hold fast ved traditionerne" styrker traditionens praksis i den tidlige Kirke.
-
2 Timoteus 2,2 – "Lær det videre" viser troens mundtlige overlevering som en del af traditionen.
-
Johannes 16,12-13 – "Jeg har meget at sige" viser, at Helligånden fortsat vejleder Kirken ud over Skriften.
-
Matthæus 28,19-20 – "Undervis alle nationer" understreger apostlenes ansvar for at videregive troen.
-
Apostlenes Gerninger 2,42 – "De holdt fast ved læren" viser, at de første kristne fulgte undervisning ud over Skriften.
-
1 Thessalonikerbrev 2,13 – "De modtog det som Guds ord" inkluderer den apostoliske prædiken som Guds ord.
-
2 Petersbrev 1,20-21 – "Ingen profeti er af privat fortolkning" fremhæver behovet for Magisteriet i fortolkning af Bibelen.
-
1 Korintherbrev 15,1-2 – "Jeg gav videre, hvad jeg selv modtog" understreger den mundtlige overlevering af troen, som er afgørende i traditionen.
Selvom alle bestræbelser gøres for at sikre nøjagtigheden og overensstemmelsen med den katolske kirkes lære, anerkender vi, at der kan opstå fejl i fortolkningen eller præsentationen af oplysningerne. Hvis du identificerer et svar eller indhold, der er i uoverensstemmelse med kirkens officielle lære, beder vi dig venligst informere os. Vi er forpligtet til hurtigt at gennemgå og rette eventuelle fejl, der opdages.
Vi forstår, at troskab mod kirkens lære er fundamentalt, og derfor værdsætter vi brugernes samarbejde om at opretholde indholdets integritet.
Vi takker for din forståelse og for din forpligtelse til den katolske tro.