1 Vi katolikker tror på de helliges samfund, fordi vi ser en åndelig forening mellem alle kirkens medlemmer. Dette inkluderer de troende, der er på Jorden, sjælene i Skærsilden og de helgener, der allerede er i Himlen. Denne tro er meget vigtig og er baseret på flere af kirkens doktriner.
De helliges samfund er den solidaritet, der forbinder alle de troende, uanset hvor de er. Det er som et mystisk legeme med Kristus som hoved. Vi deler alle de åndelige goder, såsom troen og sakramenterne, især nadveren. Den Katolske Kirkes Katekismus siger, at "Eftersom Kirken ledes af én og samme Ånd, bliver alle de goder, den modtager, nødvendigvis en fælles fond" (CIC 947). Dette viser, at selv i forskellige livsstadier er vi alle forbundne.
Et vigtigt punkt i de helliges samfund er forbønnen. Vi katolikker tror, at helgenerne i Himlen kan bede for dem, der er på Jorden. Bibelen siger i Jakobsbrevet 5,16: "En retfærdigs bøn har stor kraft og virkning". At bede om helgenernes hjælp er ikke at tilbede en anden guddom, men en måde at udleve den kærlighed og solidaritet, der findes mellem alle kirkens medlemmer. Helgenerne, som er tæt på Gud, kan gøre deres bønner mere effektive.
Jesus selv bekræfter, at de, der er i Himlen, lever. I Matthæus 22,32 siger Han: "Jeg er Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud. Gud er ikke Gud for døde, men for levende." Dette styrker troen på, at helgenerne ikke er døde, men lever evigt med Gud. Således er de bevidste om behovene hos dem på Jorden og går i forbøn for os.
Vi katolikker beder også for dem, der er i Skærsilden, idet vi tror, at vores bønner kan hjælpe disse sjæle. I 2 Makkabæerbogen 12,46 står der: "Det er en hellig og from tanke at bede for de døde, så de kan blive løst fra deres synder." Dette understreger, at vi alle er forbundne i søgen efter frelse, og at de helliges samfund involverer gensidig hjælp mellem de levende og de afdøde.
De helliges samfund er en realitet baseret på Guds nåde. Vi katolikker deltager i kirkens åndelige goder og modtager styrke gennem nadveren. I 1 Korintherbrev 10,16-17 siger Paulus: "Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?" Denne passage viser, at ved at dele Kristi Legeme og Blod bliver vi alle ét legeme. Nadveren styrker de helliges samfund og forener de troende fra alle tider.
Et andet vigtigt aspekt er den "sky af vidner", der nævnes i Hebræerbrevet 12,1: "Da vi nu har så stor en sky af vidner omkring os..." Denne passage minder os om, at helgenerne er eksempler på tro og udholdenhed, og deres liv inspirerer os til at fortsætte. De er ikke fjerne, men til stede i vores åndelige rejse.
Solidaritet er essentiel i de helliges samfund. Kirken er ikke bare en gruppe mennesker, men et fællesskab, der støtter hinanden. I Galaterbrevet 6,2 siger Paulus: "Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov." Denne opfordring til solidaritet afspejles i kirkens liv, hvor vi katolikker hjælper hinanden i vores vanskeligheder, både åndelige og materielle. Hengivenhed til helgenerne hjælper os også med at nærme os Kristus og styrke denne enhed.
Til sidst er de helliges samfund en form for kærlighed, der går ud over livet på Jorden. Det er en anerkendelse af, at det kristne fællesskab fortsætter selv efter døden. De, der er på Jorden, i Skærsilden og i Himlen, forbliver forenede i Kristus. Kirken lærer, at de helliges samfund er en praktisk udlevelse af solidaritet. Vi katolikker er kaldet til at leve dette fællesskab, hjælpe hinanden og bede for hinanden, mens vi alle sammen går mod frelsen.
